Line Mikjaer

Jeg har ikke så meget at sige i år, der er ikke rigtig sket så meget. Andet end et fantastisk år med min familie, jeg kan ikke prale af store bedrifter eller andre store ting. Det eneste der virkelig er sket for mig i år har været at jeg har formået at flytte fra mine forældre i Jylland og helt til København hvor jeg studerede på Københavns universitet. Jeg har opdaget nye sider af mig selv og fundet ud af nye ting. Jeg har lært at give slip og lært at komme videre. Men mest af alt har jeg nydt endnu et år med min dejlige familie.

Glædelig jul og godt nytår.
Line Mikjær.

Tekstiler:
Handsker
Hue.
Benvarmere
Nattøj str. S
Sengetøj
Sorte lagner
Håndklæder
Træningsbukser
Hjemmestrikkede sokker – eller nogen til at lære mig det.
Cardigans
Langærmet t-shirts
Gavekort til undertøj
Sports taske.
Vinterstøvler.

Plejeprodukter.
Head and shoulders balsam + shampoo æble
Matas skrubbe maske – uren hud
Matas dybderensende maske – uren hud
Mantas fugt maske – uren hud
Curls sculpting spray – yves rocher
Curls mousse
Nivea roll-on stress protect
Parfume:
4711
Golden Kaos
Eau de parfum jeanne arthes – generation love rock.
Makeup.
Maxfactor mascara 2000 calorie wp rich black
Maxfactor smokey eye effect 03 silver storm
Maybelline color tattoo 20 turquoise
Maybelline color tattoo 05 eternal gold
Maybelline color tattoo 60 timeless black
Maybelline eye studio gel liner black crom
Rød læbestift
L’oreal infallible eyeshadow goldmine
Gosh smokey eye black eye liner 01

Smykker:
Læderkæde til min halskæde vedhæng 47 cm tror jeg
Sølv kæde samme længde.

Køkkenting/Coolstuff:
Original veggie twister (fra Cool Stuff)
Dejfordeleren (fra Cool Stuff)
Quseal poselukker (fra Cool Stuff)
Iskugler/isterninger (fra Cool Stuff)
Magisk muffinform (fra Cool Stuff)
Tærteform m. løs bund
Kasse verdi hylderbær/hindbær – helst æble.
Likør 43
Creme brulee brænder   + skåle fra kop og kande mener jeg.
En grillpande.

Musik:
Kald det kærlighed
Kong pukkelrygs land
Masai
De instrumentale
Den 7. dag
Storyteller
Stilheden bag støjen
Manifest
Pausemusikken

Bøger + mere.
Gamle ringbinds mapper som i pyrus.
Bogen om Mærsk
I mine gule strømper
Jesper Skibby – forstå mig ret.
Bartimæus 1-4
Sundt sødt – sunde søde bog
Den glutefrie kogebog
Stenalder kost – Thomas Rodhe
Den glutenfrie guide – til et liv med cøliaki
Glutenfri
Kogekunst for følsomme maver – sund lækker og næringsrig mad uden hvede, gluten og mælk
Lækre opskrifter fri for gluten og majeriprodukter
Sundere sødt
Vegetarisk suppe
Rask af mad
Allergi kogebogen

Sangen der er så magisk, så smuk. Sangen som rummer mystik. Sangen som får tankerne i gang. Sangen om kærligheden. Sangen om havet. Sangen om sømanden og hans elskede. Sangen som jeg aldrig har kunne høre – uden at den gjorde mig ked af det, tårene rendte ned at kinderne på mig og jeg stod og borede neglene ind i håndfladen. Hvorfor? Ja jeg ved det faktisk overhovedet ikke. Den har altid ramt mig hårdt, hvilket har betydet at jeg flere gange har sat med fingrene i ørene for at slippe for at høre sangen. Den gik ind og påvirkede min hjerne, gjorde mig voldsom ked af det og fik mig til at tænke på alle de dårlige ting.

Det hele springer nok ud af at jeg for nogle år siden forelskede mig, dybt meget meget dybt, mere end jeg ønskede, i en sjællænder. Hvilket min far altid har frarådet mig, fordi han er bange for at jeg bliver på Sjælland så. Jeg kunne ikke lade vær med at grine let af ham og bare trække på skuldrene – for helt ærligt det ville da aldrig ske for mig? Det gjorde det så, big time, og jeg har været plaget af det siden. Det er nok ud af den forelskelse at sangens påvirkelse springer ud – fordi sangen mindede mig om ham manden som jeg tabte mit hjerte til. Ja en mand, en mand flere år ældre end mig, men alder er jo bare et tal. Denne sang har givet mig alle stunderne med gråd, følelsen af tabt kærlighed og håbløs forelskelse.

Dog for få uger siden, ja der brugte jeg sangen. Jeg vendte den simpelthen om – jeg var såret for sidste gang, jeg ville sgu ikke mere. Så jeg satte ear plugsene i ørerne, tog min hund i snor og så gik vi en lang lang tur med Byens Hotel kørende for fulde drøn i mit hoved. Først blev jeg ramt – fordi grunden til min tur var netop denne her håbløse forelskelse som ramte mig 1000 gange hårdt i hovedet med et baseball bat fyldt med keglenitter. Jeg gik der i mørket med min hund og lige pludselig kiggede jeg ud over markerne og så lyste jeg op i et smil. Pludselig indså jeg at Byens Hotel ikke nødvendigvis behøvede at være min sorg, men derimod min styrke. Jeg vendte sangen til at blive min slagssang, sangen som fortalte mig at det hele nok skulle komme, at jeg sagtens kunne og hvis jeg trådte rigtigt så skulle jeg nok komme igennem det hele og få min kærlighed til sidst.

Så i dag, da jeg havde været inde og aflevere min kusine på indre Nørrebro hvor hun går i skole, da besluttede jeg mig for at gå hele vejen hjem til kollegiet på Amager. Igen satte jeg ear plugsene i ørerne og så gik jeg fra indre Nørrebro, igennem indre København og videre over Christianshavn for så en time senere at stå med nøglen i låsen til kollegieværelset. Turen var fyldt med liv og jeg kunne ikke lade vær med at stråle af en vis selvsikker styrke, trods at humøret nok har været lidt nede. En ting er sikkert, Byens Hotel får mig ikke ned med nakken igen, den er kommet for at føre mig videre til min kærlighed, mit liv og langt ud i fremtiden.

Nogle tanker fra mit dybeste skjul.
Line Mikjær.

Vi står for at om få timer at kunne hilse det nye år velkommen. En ting alle fejre med jubel – nogle vil drikke sig fulde så de ikke husker noget næste morgen alligevel, andre hygger måske med lækkert mad og så kan det være at nogen bare sidder omkring bordet og hygger med familien. Personligt er jeg en af dem der ikke kan fordrage nytår – jeg kan ikke se hvorfor at man skal fejre et nyt år. Men dog sidder jeg alligevel og hygger med min familie og bekendte netop denne aften, en tradition kan vi vist kalde det.

Jeg er nok en af dem der tænker eller snarere skriver for meget om tingene, og det år vi forlader snart har været utrolig lærerigt og uhyggeligt. Den 1. februar mistede jeg min højt elskede mor og den 23. februar kom hun tilbage til os igen, da hun vågnede op fra sin koma. En begivenhed der knuste min skolegang og min hjerne en smule, måske også familien – men vi har altid været gode til at holde sammen. Den første del af året stod på sygehus besøg hele tiden og utallige læger, men da vi rundede påske og maj måned – fik vi hende endelig hjem igen og siden da har livet gået sin gang i Mor Stalins Hule. Med musik og glade dage, men også med to biluheld – sjovt nok mor og datter, men også det er vi kommet godt over.

Der har været en del musik, som hvis uden havde livet sgu været mere end bare hårdt. Der er kommet en studenterhue og nye venner, afsked med gamle og så kapitlet til et ny ukendt fremtid – hvad skal jeg nu? Jeg valgte at tage endnu et sabbatår for at finde mig selv og for at komme oven på min mors sygdom. Nu er der et halvt år til at jeg skal videre og det skal nok blive spændende – men jeg tror at man lige skal lade sig finde sig selv inden at man drager videre og netop det har jeg gjort i 2012.

Nu vil jeg bare ønske jer alle at I må komme godt ind i det nye år, oven på en god jul og forhåbentlig et godt år. Jeg er taknemlig for alle de mennesker der har været der for mig i år og derfor siger jeg tak og jeg håber jer alt godt på jeres vej.

Jeg sad for få minutter siden og læste min lillebrors skriftlige afgangsprøve i niende klasses dansk, jeg kunne ikke lade vær med at klukle en smule. Det var fuldkommen som at læse det jeg selv skriver, jeg ved udmærket at min lillebror har et fantastisk talent med skriblerier som så meget andet, men lige denne stil overraskede mig dybt. I familier ligner man selvfølgelig hinanden, men generne kan somme tider overraske – imponerende men ganske skræmmende samtidig. Malthe som har interesser inden for mange ting overrasker gang på gang med sin tale, evne til at skrive, musik og ikke mindst fysisk – i en alder af 16 har han vundet over 40 medaljer i atletik, kan mestre en guitar og næsten hvilket som helst instrument som han får stukket i hånden. Han stiler højt i skolen og laver altid sine ting, godt nok somme tider for sent, han går til rollespil og styre mange mennesker på en gang. Så jeg er endnu mere imponeret end jeg nok havde troet jeg ville være – for den prøve fortalte mere om min lillebror end jeg lige vidste, selvfølgelig er alle unge mennesker i tvivl med sin fremtid, men allerede fra de mindre klasser har han været snu og snakker UU-vejlederen efter munden.

Jeg har så meget respekt for den lille mand, han ligner resten af flokken og dog stiler han langt højere end nogen af os andre nogensinde har gjort. Min far er udviklingschef, min mor er skolelærer, Mikkel er selvstændig inde for it, Tobias er i gang med mediedesign, Malthe næsten færdig med sin folkeskole og Asbjørn har valgt at droppe specialskolen og få en rigtig skolegang på en almindelig folkeskole – vi favner bredt og alligevel er vi så ens som noget kan være. Jeg selv har holdt års pause for uddannelsesvæsen og afslutter her til sommer min studenter eksamen – alle sammen har vi en drøm, vi ved bare ikke helt hvad den er endnu og det er det der er det spændende i vores liv – vi overrasker gang på gang, ligesom Malthe overraskede mig her. Spurgte man folk i området ville de sætte os i bås som familien sær – hvilket vi også er og ved du hvad? Jeg vil på hele min families vejene sige at vi er sgu STOLTE af det.

Over and out
Line Mikjær

Jeg ankom tirsdag aften inde på hovedbanegården og med det samme jeg trådte ud i byluften, kunne jeg ikke lade vær med at smile, det var som om at en følelse af tryghed og hjem skød ind over mig, det var en underlig med behagelig oplevelse – jeg har altid sagt at jeg ikke ville bo her og at jeg ikke bryder mig om byen, men jeg tror vist at noget har ændret min mening. Folk stresser rundt og alligevel så er de høflige. Jeg som jyde har altid følt mig en smule udsat i hovedstaden, og har virkelig ikke haft lyst til at besøge byen – men jeg har to fantastiske brødre der bor herovre og jeg indrømmer at min ældste storebror har den smukkeste udsigt i Ørestad. Jeg aner ikke hvor den følelse kommer fra og normalt føler jeg sjældent noget, så det er lidt specielt – mange unge mennesker vælger jo netop at flytte til København i håb om at bygge noget op, det er sjovt at læse og høre om. Hvad er der så specielt ved byen? Jeg synes personlig selv at der er alt for mange mennesker, for meget liv, stres og jag, snobberi og så en masse andet. Der har altid været en slags fight mellem jyder og københavnere, man kan simpelthen ikke lide den anden, og hvor pokker kommer det fra? Vi er alle sammen født inde for de samme grænser og måske en er københavner hurtigt i vendingen, men en jyde er sgu også drøvtygger der tager det som det kommer. Jeg er stolt af at være jyde og det kommer jeg sgu aldrig af med – heller ikke selvom at jeg bliver mobbet med at jeg får en flyvsk accent snart, fordi jeg vælger at rykke til Fyn. Det eneste der lokkede mig til København for at bo, har jeg lovet min mama at jeg aldrig gør, så det kommer ikke til at ske – det kan jeg sagtens sige nu, men hvem ved, om et år har jeg måske forelsket mig mere i byen og dens væsen.

En ting er i hvert fald sikkert lige nu og det er at jeg elsker min storebrors udsigt og jeg bosætter mig snart på hans altan, med en vandflaske og en god bog. Hvem skulle have troet at jeg, en fuldendt bonderøv, ville nyde den travle byluft.? Jeg kommer helt sikkert igen.

Line Mikjær 

Hvad vil du have at jeg skal gøre? Mama? Er du der? Du er så langt væk… jeg savner dig utrolig meget.

Det er hårdt at skulle kunne håndtere det hele, fortælle og forklare om og om, igen og igen – man føler man gentager sig selv og at folk ikke forstår. Nu er der gået nogle dage og jeg kan stadig føle din varme hånd der forsøger at knuge min.. det varmer at tænke på at du højt sandsynlig har kunne mærke at jeg sad og snakkede til dig.. Jeg har aldrig tudet så meget som jeg har gjort de sidste par dage – og har sgu nok heller ikke fået så mange kram som nu. Men derfor er det stadig hårdt. Hvad pokker skal man give sig til om aftenen, man kan ikke rigtig stene danske serier; for det er en ting vi plejer at gøre sammen.. Der er musikken, men den er du også en del af, hvad så? Jo vi kan også snakke men stemningen er lidt spændt og vi venter alle sammen bare på at de siger at de vil forsøge at vække dig igen.. Bliver det snart? For jeg savner dine blå blå øjne der kigger op, de få sekunder du kiggede på mig i fredags, var alt værd og jeg vil aldrig nogensinde bytte de øjeblikke for noget andet..
Jeg ved at du kan føle og høre mig, kom snart tilbage.

Savner dig
Line Mikjær